Månedens kasuistik

Cancer er ingen hindring

Mange tror, en cancerdiagnose er en dødsdom. Cancerpatienter kan fejle et eller andet, som ikke nødvendigvis har noget med canceren at gøre. De kan få en tennisalbue, et lænde-hold eller alverdens andre dårligdomme.Det er her, De små grå, skal på arbejde. Sygehistorien og den objektive undersøgelse er af vital betydning.

Den aktuelle sygehistorie kort:

Det drejer sig om en 80-årig mand, der både cerebralt og fysisk er i god form. Fx spiller han bordtennis med en tyve år yngre makker, og rejser til mange spændende lande.

 Han har haft en colon-cancer for 8-9 år siden, men skulle være helbredt, og skulle ikke have nogle sequelae herefter. For 12 måneder siden begyndte han pludselig, at få brændende, sviende parestesier, specielt i venstre fod. Dette er begyndt at irritere ham, specielt om natten, hvor han sover dårligt. Der er ingen proksimale symptomer. Problemet er udelukkende lokaliseret til foden. Ved den objektive undersøgelse findes en øget følsomhed i regionen samt trykømhed i foden. Undersøgelsen af ryggen og de resterende distale muskler på begge ben giver ikke anledning til yderligere bemærkninger. I øvrigt har patienten en normal gangdistance. Han har i år forsøgt behandling med B-vitaminer i store doser. Patienten har fra sygehuset fået den besked; “Det må du bare leve med !” Onkologerne har ingen forklaring på hans symptomer, ej heller nogen behandlings-forslag eller supplerende undersøgelser. Patienter i hans alder har ofte nyktori, men det benægter han.  

Det er her vi skal tænke på spørgsmålet, Hvad fejler han egentlig ? Hvis man lægger hans sygehistorie, samt de sparsomme objektive til grund, må man konkludere, at patienten har et neurologisk problem, formentlig en lokal neuropati i venstre fod, der kompromiterer hans søvnmønster og irriterer ham døgnet rundt. Kan vi acceptere denne tentative diagnose, eller er der noget vi har overset?

Umiddelbart vælger jeg denne hypotese som udgangspunkt. Det næste punkt er, om vi kan forstå det? Kan disse symptomer være en følge efter canceren, eller er symptomerne helt solitære ? Teoretisk er virkningmekanismen ganske forståelig, men vi kan ikke komme nærmere til en evt. sammenhæng mellem de nuværende symptomer og cancerdiagnosen: Jeg har arbejdet meget med neurologiske lidelser i mit liv, fx neuralgier, neuropatier, frossen skulder, fantomsmerter og selv thalamiske smerter. For ca 20 år siden fandt jeg neurologisk en sammenhæng mellem disse irritationsmomenter eller direkte smerter, og det perifere nerve system. Forklaringen er ganske simpel, vi skal bare forstå sammenhængen mellem de forskellige typer af det perifere nervesystem.

Der kommer flere typer nervefibre ind via baghornet. De, i denne sammenhæng, interesstante nervebaner er C-fibrene, der meddeler smerter eller paræstesier, der også er en form for smerter. Den anden type fibre er A-𝛅-fibrene. Det er disse nervefibre, vi kan anvende til at blokere de via C-fibrene meddelte smerter eller paræstesier.

I dette tilfælde fik patienten to behandlinger med akupunktur i punkterne  LR-3, ST-41 og ST-43 i venstre fod. Efter 1. behandling kunne han føle, at der skete et eller andet. Ved 2. behandling fik han samme behandling, og efter nogle dage, var alle hans systemer forsvundet, og behandlingen er afsluttet.

Denne lille kasuistik viser, at man skal tænke anderledes, og prøve at forstå en mulig sammenhæng. “De små grå,” vandt igen. Vi skal ikke godvilligt kaste håndklædet i ringen.

20 år som overlæge på en smerteklinik har lært mig meget, især at tænke anderledes. Jeg hader bemærkningen: “Det må du bare leve med !”

Palle Rosted